Samme tekst, fire niveauer

Alice var ved at blive meget træt af at sidde ved siden af sin søster på bredden og af ikke at have noget at give sig til: En eller to gange havde hun kigget i den bog, hendes søster læste i, men der var hverken billeder eller samtaler i den, »og hvad skal man med en bog«, tænkte Alice, »uden billeder eller samtaler?«

Så sad hun og overvejede ved sig selv (så godt hun nu kunne, for den varme dag gjorde hende meget søvnig og sløv), om fornøjelsen ved at flette en krans af tusindfryd kunne opveje besværet med at rejse sig og plukke blomsterne, da en Hvid Kanin med lyserøde øjne pludselig løb tæt forbi hende.

Der var nu ikke noget så særlig bemærkelsesværdigt ved det; og Alice syntes heller ikke, at det var så særlig mærkeligt at høre Kaninen sige til sig selv: »Åh, du milde! Åh, du milde! Jeg kommer for sent!« (da hun senere tænkte over det, faldt det hende ind, at hun burde have undret sig over dette, men der og da virkede det hele ganske naturligt); men da Kaninen ligefrem tog et ur op af sin vestelomme, kiggede på det og så skyndte sig videre, sprang Alice op, for det slog pludselig ned i hende, at hun aldrig før havde set en kanin med en vestelomme, eller med et ur at tage op af den, og brændende af nysgerrighed løb hun efter den hen over marken og nåede heldigvis lige akkurat at se den smutte ned i et stort kaninhul under hækken.